Hvis man er i behandling for en kronisk sygdom, da er det vigtigt at man går til regelmæssige kontroller. Det gælder f.eks. hvis du har diabetes, KOL, hjertesygdom, forhøjet blodtryk, stofskiftesygdom osv.
Disse sygdomme kontrolleres enten på sygehuset eller hos os i lægehuset. Alle med kronisk sygdom, skal ses mindst 1 gang årligt, hvor der også laves recepter til det næste år. Det er forskelligt, hvor ofte man skal have kontrolleret sin sygdom. Det vil lægen/sygeplejersken vurdere ved konsultationen. Som udgangspunkt giver vi altid en tid med til næste kontrol. Det kan dog glippe og derfor kan du opleve, at vores sekretær beder dig om at bestille en tid, hvis du ønsker at forny recepter.
Hvis du har flere kroniske sygdomme, da er vi nødt til at lave flere årskontroller. Man kan ikke lave en ordentlig årskontrol for flere forskellige sygdomme på samme konsultation. Det vil ikke blive godt for hverken dig eller os.
Det er altid den læge, der står for kontrollerne, der også skal forny recepterne. Det vil sige, at hvis du f.eks følges i diabetesambulatoriet, da er det dem, der laver dine recepter.